Hold fokus på cybersikkerhed

Cybersikkerhed handler om mennesker – om adfærd, opmærksomhed og sund fornuft. Følg vores 5 gode råd om cybersikkerhed, så mindsker du og dine medarbejdere risikoen for cyberangreb på jeres virksomhed.

5 gode råd til bedre cybersikkerhed

1. Brug kun de værktøjer og kommunikationskanaler, I ved er sikre.

Vær opmærksom på brug af fx private e-mailkonti og fil-udvekslingstjenester. Sørg for at aftale, hvilke digitale kanaler I bruger. Det gør det lettere for jer at spotte, hvis hackere forsøger at snyde jer.

2. Vær særlig opmærksom på information om Covid-19.

Der har allerede været eksempler på phishingmails og -sms’er, hvor kriminelle udgiver sig for at være myndigheder, som beder modtageren aflevere personlige oplysninger. Besøg kun officielle hjemmesider, hvis du og dine kolleger vil holde jer opdateret om Corona. Flere hackere udnytter den massive efterspørgsel på information om Corona og bruger websites til at udbrede fx ransomware.

3. Brug kun en arbejdscomputer til arbejde.

Lad være med at blande privat og arbejde – det gælder også passwords. Det øger nemlig risikoen for at blive hacket. Brug altid forskellige sikre passwords.

4. Sørg for automatisk opdatering af jeres arbejdscomputere.

Det skal også virke, når I arbejder hjemmefra. Hvis det ikke er en mulighed, skal I selv sørge for at opdatere dem jævnligt.

5. Tal om cybersikkerhed.

Tal med dine medarbejdere om, hvad cybertruslen går ud på. Gør det til alle-mands-viden, at it-kriminelle prøver at udnytte den nuværende situation. Hvis der kommer eksempler i medierne, så tal om dem, og del informationen med hinanden, hvis I får mails eller sms’er, som ser mistænkelige ud (uden at klikke på links eller afgive oplysninger).

Hvad mener vi, når vi taler om...

Phishing

Når it-kriminelle forsøger at "fiske" oplysninger eller penge ud af personer eller virksomheder på e-mails, hjemmesider eller sociale medier. Det kan også være på sms (smishing) eller på telefon (vishing).

Ransomware

Ordet er en blanding af Ransom (løsesum) og software. Det er ondsindet software, som krypterer og dermed låser dine filer, så du ikke kan åbne dem. De kriminelle forlanger en løsesum for at åbne dem.

 

Et godt password

Der er mange metoder. Generelt skal du bruge lange passwords, og så skal du holde metoden for dig selv (yndlingshit fra firserne med udgivelsesår, naboernes fornavne og husnumre mv.)