Du er garanteret lidt bekymret, når du sender dine poder ud på skolevejen i mørket i efterårs- og vintermånederne – også selvom lygter, reflekser og cykelhjelm er på plads. Sådan er det vist at være forælder.
Men vidste du, at du kan gøre skolevejen mere sikker for dine børn på en meget enkel måde?
Giv børnene pangfarver på – på tøj, tasker og cykelhjelme. Effekten er overraskende stor. Et studie fra 2014 viser nemlig, at det er helt op til 48 % mere sikkert at cykle i trafikken, hvis du og dine børn trækker i pangfarver (for ja, forældre går selvfølgelig forrest). Det vil sige, at I kan halvere risikoen for ulykker med motorkøretøjer. Farven er ikke så vigtig, bare den er lys. Sort gør usynlig, så tænk alle regnbuens farver – det kan poderne heldigvis godt lide.
Læs mere om studiet Projekt Cykeljakken
Tag børnene med ud til cyklerne, og involvér dem i at få gjort cyklen tip-top-tunet til den mørke tid. Tal med dem om, hvorfor det er vigtigt at være synlig, så de selv husker de gode råd om at være sikker i trafikken.
Du behøver ikke at investere i alverdens hundedyrt udstyr for at klæde børnene sikkert på. Du kan købe trafikveste i fx byggemarkeder til under en halvtredser – køb dem i en stor størrelse, så kan poderne nemt trække dem over jakken eller flyverdragten. Næste gang I skal investere i en cykelhjelm, så køb én i en pangfarve – der er masser af sjove farver og designs at vælge mellem. I kan også købe reflekser i sjove figurer, som nemt kan klistres på både taske, hjelm og jakke.
Dit barn er ikke dækket af din forsikring, hvis barnet er over 2 år.