Købstædernes Forsikring lander bedste resultat i ni år

article-image

Resultatet før skat er steget med 262 mio. kr. i Købstædernes Forsikring takket være især et meget tilfredsstillende investeringsresultat og fremgang i bruttopræmieindtægter over markedsniveau. Det gør årsregnskabet til selskabets bedste siden 2010.

Købstædernes Forsikring kommer ud af regnskabsåret 2019 med et meget tilfredsstillende resultat før skat på 101 mio.kr. Det er bedre end forventet og udgør en stigning på 262 mio. kr. i forhold til resultatet i 2018. Egenkapitalen er steget til 1.279 mio.kr. fra 1.204 mio.kr. i 2018. Det gør resultatet for regnskabsåret 2019 til det bedste finansielle resultat i ni år.

Resultatet skyldes primært et forbedret forsikringsteknisk resultat, som lander på 10,2 mio.kr. (koncernniveau) og et markant bedre investeringsresultat end i 2018, der var præget af uro og nervøsitet på finansmarkederne. Bruttopræmieindtægterne er også vokset med 5 % til 1.244 mio.kr. Det er en større stigning end markedet generelt, og samlet kan selskabet se tilbage på en vækst i bruttopræmieindtægter på 64 % gennem de seneste fem år. En betydelig del af væksten sker gennem samarbejdspartnere, og det er især personforsikringer, der vokser.

”Jeg er rigtig tilfreds og stolt over vores resultat, som viser fremgang på både skadeforsikringer, personforsikringer og vores investeringsforretning. Og når vi ser over de seneste fem år, har vi mere end fordoblet bruttopræmieindtægterne, hvilket i høj grad skyldes, at vi lykkes med de partnerskaber, vi indgår med banker og pensionsselskaber. Selvom vi er små, har vi gennem årene bevist, at vi kan ’bide skeer’ med de store spillere og slå markedet målt på vækst i bruttopræmieindtægter. Det kan vi godt være ret stolte over,” siger Anders Hestbech, administrerende direktør i Købstædernes Forsikring.

Nøgletallet combined ratio er således forbedret og lander på 99,2 som følge af de stigende præmieindtægter kombineret med en omkostningsprocent på niveau med 2018.

”Vi investerer ret intenst i it og digitalisering i de her år, og derfor er det ekstra godt at se, at vi lykkes med at holde en stabil omkostningsprocent. Selvom vi, som kundeejet selskab, ikke har krav til egenkapitalforrentning og afkast til aktionærer, vil vi meget gerne sænke vores combined ratio yderligere fremover. På den måde har vi mulighed for at investere endnu mere i gode løsninger og services til kunderne,” lyder det fra Anders Hestbech.

Pressekontakt: Lise Fink, Kommunikations- og marketingdirektør, tlf. 30 30 34 53

Udvalgte nøgletal (udvikling 2015-2019 - Moderselskab):

Læs årsrapporten her

Senest redigeret: 10. august 2020 kl 9:56

Del artiklen:

Relaterede nyhedsartikler

Købstædernes Forsikring er medstifter af ny virksomhed sammen med seks pengeinstitutter

Købstædernes Forsikring er solo-forsikringspartner og medejer i fællesskabet Opendo, der er stiftet sammen med seks pengeinstitutter.

Læs mere

Vi dækker de af vores kunder, som giver en ekstra hånd med under krisen

Sundhedsfagligt personale er i høj kurs for tiden. Vi har brug for rigtig mange læger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter for at sikre, at vi kan behandle de medborgere, som bliver hårdest ramt af Covid-19.

Læs mere