banner-image

Røgalarmer

Se hvilken alarmtype, du skal vælge.

Få gode råd til, hvordan du vedligeholder alarmen.

Få fif til, hvordan du monterer og placerer alarmen.

Røgalarmer redder liv

Det er faktisk hverken tidskrævende, dyrt eller besværligt at sikre familien mod at blive fanget af en brand i hjemmet. En røgalarm redder liv. Her fortæller vi dig lidt om, hvilke røgalarmer du kan købe, hvor du skal placere alarmerne, og hvordan du vedligeholder dem.

De fleste dødsbrande sker i boliger, der ikke har installeret røgalarmer - eller hvor røgalarmerne er defekte. En velfungerende røgalarm kan advare dig og din familie i tide. Især hvis branden udvikler sig, mens I sover. Sod og røgudvikling kan nemlig betyde, at I ikke når at vågne, før det er for sent. Jo hurtigere I bliver advaret om branden, jo hurtigere kan I komme ud i sikkerhed.

Hvilken røgalarm skal du vælge?

Optiske røgalarmer

Den mest almindelige røgalarm er den optiske. Den optiske røgalarm måler fysisk, om der er nedsat sigtbarhed i dit hjem. Alarmen udsender en infrarød lysstråle, og hvis strålen brydes af røg, går alarmen i gang. De optiske alarmer er typisk ret billige og lette at montere.

En optisk røgalarm er rigtig god til at opdage ulmende cigaretter, der er kommet i kontakt med fx gardiner eller møbler. Også ved brand i kabler eller fx en vaskemaskine er den optiske alarm effektiv.

Ioniserede røgalarmer

Du kan også vælge en ioniseret røgalarm - den er lidt mere avanceret. Den har et målesystem, som opfanger, om der er brandpartikler i luften. Da alarmen ikke er afhængig af synlig røg, reagerer den hurtigere end den optiske, hvis der er åben ild og svagere røgdannelse. Derfor er den optimal til at opfange åben ild, en brand i papirkurven eller fedtbrand i køkkenet, hvis pommes frites-kogningen kommer ud af kontrol.

 

 

ce mærket tyverialarm

 

 

Din røgalarmer skal være CE-mærkede

De to typer røgalarmer er ikke meget forskellige, og de fleste vælger den optiske model, da de som nævnt er billigere. Og det er også den, vi anbefaler. Uanset hvilken type alarm du køber, så husk at den skal være CE-mærket. Det er din sikkerhed for, at modellen lever op til EUs sikkerhedskrav.

Du kan også vælge at installere serieforbundne røgalarmer. Hvis bare én af husets alarmer opfanger røg, så vil alle røgalarmer gå i gang.

Nye typer røgalarmer giver dig mulighed for at koble alarmerne sammen med et trådløst alarmsystem i huset, som du normalt bruger til tyverisikring. På den måde kan du få en advarsel, hvis der er røgudvikling i huset, selvom du ikke er hjemme. Beskeden kan også gå direkte til en alarmcentral eller din nabo.

Placér din røgalarm rigtigt

Det kan godt være, at du ikke lige synes, at en røgalarm i loftet harmonerer med dine idéer om smagfuld indretning... Men fald ikke for fristelsen til at placere alarmen bagved en sofa, på et skab eller lignende. Røg stiger opad, så derfor bliver du hurtigst alarmeret, hvis alarmen sidder i loftet. Ligger din røgalarm på et bord, skal der være meget mere røg i rummet, før den går i gang.

Husk også at placere dine alarmer mindst 1 meter fra døre, vinduer, udluftningsventiler og lignende. Ellers risikerer du, at røgen bare blæser ud, inden alarmen når at registrere den.

 

 

Placer din røgalarm rigtigt

3 gode råd om røgalarmer

Placer røgalamer uden for alle soverum

1

Opsæt CE-mærkede røgalarmer ved alle soverum

Opsæt CE-mærkede røgalarmer ved alle soverum i boligen. CE-mærket er din garanti for, at alarmen er godkendt af EU. Har du flere etager i din hus eller lejlighed, så sørg for at installere mindst én røgalarm pr. etage.

Kontroller dine røgalamer jævnligt

2

Kontrollér at dine røgalarmer virker

Test jævnligt, at dine røgalarmer virker. Vi anbefaler, at du tester dem en gang om måneden. Batterierne holder ca. et år. Så skriv evt. en påmindelse i din kalender, når du skifter batteriet, så glemmer du det ikke året efter.  De fleste alarmer udsender biplyde, når du skal skifte batteriet - men skift det hellere lidt for tidligt.

Sørg også for, at der ikke sætter sig for meget støv og skidt på røgalarmen. Det nedsætter dens funktion. Brug helst en støvsuger til rengøringen, da du med fx en støvekost risikerer at skubbe støvpartiklerne længere ind i selve alarmen.

 

Læg en plan i tilfælde af brand

3

Læg en plan

Læg en plan for, hvordan I skal reagere, hvis I bliver vækket af røgalarmen. Har I lagt en god plan, inden skaden sker, mindsker I risikoen for at gå i panik, hvis der opstår en farlig situation. Aftal, hvem der forsøger at redde eventuelle husdyr ud, hvem der ringer til brandvæsnet, og hvem der evt. forsøger at slukke ilden.

Har du børn, så lav en plan for, hvem der tager sig af børnene og sikrer, at de kommer ud. Har I større børn, så aftal med dem, hvad de skal gøre.

 

Sådan installerer du din røgalarm

Et par hurtige fif til opsætning af din røgalarm (video fra bolius.dk).

 

 

DU LEVER MEST, NÅR DU BEKYMRER DIG MINDST

  

Spørgsmål og svar om røgalarmer

Er alle røgalarmer på det danske marked sikre?

Det er ikke alle røgalarmer, du kan købe i Danmark, der nødvendigvis er sikre. Selv om du mere eller mindre kan regne med, at alarmen godt kan registrere røg - så sker det dog nogle gange så sent, at røgalarmen reelt er værdiløs. Det kan derfor godt betale sig at lave lidt research, før du køber. Forbrugerrådet Tænk foretager løbende test af de nye alarmer, der kommer på markedet. Tjek taenk.dk. Husk også, at din alarm skal være CE-mærket.

Bør jeg sætte en røgalarm op i mit køkken?

Nej - det er næppe nogen god idé. Alarmen påvirkes af stegeos, og du risikerer derfor, at den går i gang, når du er i gang med at stege frikadeller. Da en del brande opstår i køkkenet, er det dog en god idé at placere en alarm i nærheden.

Må jeg male min røgalarm, så farven passer til loftet?

Nej. Det er ikke en god idé at male sin røgalarm. Hvis der kommer maling ind i alarmen, kan dens funktion nedsættes.

Hvilke love og regler gælder der for røgalarmer?

I lejligheder og huse, som er bygget efter 2004, skal der være røgalarmer installeret. Alarmen skal være tilsluttet el-nettet med backup via et internt batteri. Hvis du bygger mere end 50 % til et hus fra før 2004, gælder samme regler.

Hvor tit bør jeg udskifte mine røgalarmer?

Beredskabsstyrelsen anbefaler, at du maksimalt har en røgalarm i 10 år – så skal du købe en ny.

Hvordan dækker forsikringen, hvis mit hjem brænder?

Det kan både være din indboforsikring og din husforsikring, som skal i brug, hvis dit hjem brænder. Din indboforsikring dækker fx, hvis du og familien skal genhuses i en periode.

Læs mere om vores indbosikring

Læs mere om vores husforsikring

Er røgalarmer et krav, for at forsikringen dækker?

Nej, det er det ikke. Vi dækker uanset, om du har røgalarmer eller ej.

Relaterede artikler