Kundeejerskab og partnerskaber sikrer 17 % vækst for Købstædernes Forsikring

Kundeejerskabet viser sin styrke hos Danmarks ældste forsikringsselskab, som fortsætter med at tiltrække kunder og udvide partnerskabsaftaler. Bruttopræmieindtægterne er nu ca. 1 mia. kr.

2017-regnskabet for Købstædernes Forsikring understreger, at kundeejerskabet har sin klare berettigelse og står stærkt i forsikringsverdenen.

”Det er en kollektiv indsats, som har skabt den flotte vækst. Både vores medarbejdere, nye og gamle kunder og ikke mindst vores samarbejdspartnere har været med til at udbrede den gode historie om kundeejerskabet. Vi er vokset 43 procent på tre år, og har nu bruttopræmieindtægter på 999 mio. kr. Vores opgave er udelukkende at sikre, at så mange danskere som muligt kan sove roligt om natten og leve et bekymringsfrit liv. Derfor er vi meget tilfredse med, at vi fortsat vokser, samtidigt med at vi sænker vores omkostninger og udvikler vores service,” siger Anders Hestbech, adm. direktør.

Resultatet efter skat lander på 58,5 mio. kroner efter en række tilfredsstillende investeringer i bl.a. partnervirksomheder.

”Vi vil skabe Danmarks bedste kundeoplevelse, og derfor er vi konstant i gang med at forbedre servicen – både for de kunder, som ønsker selvbetjening og for de, som fortsat ønsker den personlige betjening. Samtidig fortsætter vi med at indgå stærke partnerskaber. I 2017 betød det bl.a. et samarbejde med a-kassen Ase om et lønsikringsprodukt, en tandforsikring i samarbejde med Skandia og ikke mindst en bilforsikring med Mercedes-Benz,” siger Anders Hestbech.

De senere års vækst for Købstædernes Forsikring har – sammen med forenklede og mere digitaliserede forretningsprocesser – sænket omkostningerne til 21,9 procent og dermed nærmere målet om 20 procent.

”Vi kan selvfølgelig ikke spare os til bedre service, men vi kan geninvestere vores overskud i intelligente løsninger, som sikrer, at vi fortsat udvikler os og er konkurrencedygtige. Det betyder, at vi har plads til endnu flere kunder, som bidrager til at få Købstædernes Forsikring til at stå endnu stærkere i fremtiden. Til gavn for alle vores kunder,” siger Anders Hestbech.

Læs årsrapporten for Købstædernes Forsikring 2017