Presse
Halvårsregnskab 2021: Købstædernes Forsikring leverer rekordregnskab for halvåret
Væksten er endnu engang skruet i vejret hos Købstædernes Forsikring, der i første halvår 2021 har en fremgang i bruttopræmieindtægter på 8,4% sammenlignet med samme periode sidste år. Det er både højere end forventet og over markedsniveau. Ligeledes trækker et rigtig godt investeringsresultat op, og samlet slår selskabet sine egne rekorder med et meget tilfredsstillende resultat på 236 mio.kr. før skat.

Købstædernes Forsikring kan se tilbage på et meget tilfredsstillende første halvår, der ender med et resultat før skat på 236 mio.kr. Det er det hidtil bedste halvårsresultat i selskabets historie.
Med en pæn fremgang i præmieindtægter på 8,4% i første halvår sammenlignet med samme periode sidste år fortsætter Købstædernes Forsikring den vækst, der har præget selskabet de seneste år, og som de også gik ud af 2020 med. Samtidigt leverer selskabet et meget tilfredsstillende investeringsresultat på 222 mio.kr. for årets første seks måneder.
”Jeg er især rigtig glad for og tilfreds med, at vi fortsætter og endda sætter yderligere skub i vores vækst. Vi vokser især flot på erhverv, hvor vi over tid har opbygget en stærk position, og hvor væksten sker bredt på tværs af produkter og salgskanaler. Det er et rigtig godt afsæt for resten af året, hvor vi fortsætter med at udbygge vores position, blandt andet gennem Jyske Forsikring og vores mange andre gode partnere,” lyder det fra Anders Hestbech, administrerende direktør i Købstædernes Forsikring.
Omkostningsprocenten er reduceret fra 20,0 til 19,7. Det er sket til trods for mange nye kunder, der skal tages hånd om, og investeringer i etableringen af det nye partnerskab Jyske Forsikring, som gik i luften til privatkunder 1. juli. Fra midten af september udvides Jyske Forsikring til også at dække erhvervsmarkedet. Købstædernes Forsikring forventer at se de første resultater af Jyske Forsikring i regnskabet for 2022.
Erstatningsprocenten er steget fra 74,1 til 75,2 som følge af to store brande på erhverv. Alt i alt lander nøgletallet combined ratio på 98,0 (første halvår 2020: 97,8). Det forsikringstekniske resultat blev 14 mio.kr., hvilket er på niveau med første halvår 2020.
”Et par af vores erhvervskunder blev ramt af voldsomme brande, hvilket sætter sig i vores resultat for halvåret. Til gengæld har den øvrige forretning og omkostningerne haft et pænt forløb, så vi lander i samme niveau som sidste år. Det skal ses i lyset af, at det er sket i en periode, hvor vi dels er vokset meget og dels har investeret i vores til dato største partnerskab, Jyske Forsikring. Det har kun kunnet lade sig gøre, fordi der er arbejdet meget effektivt i alle dele af virksomheden, endda under ekstra udfordrende forhold med corona-restriktioner,” siger Anders Hestbech.
Se flere nøgletal i regnskabsmeddelelsen for første halvår 2021.