Presse
Jyske Forsikring og LokalBolig indgår samarbejde
Jyske Forsikring, som er et strategisk samarbejde mellem Købstædernes Forsikring og Jyske Bank, har med indgangen til oktober indgået et forsikringssamarbejde med LokalBolig A/S. Aftalen betyder, at LokalBoligs butikker i hele Danmark nu kan tilbyde deres kunder fordelagtige forsikringsaftaler med Jyske Forsikring.
Når danskerne køber ny bolig, er det oftest ensbetydende med et besøg i banken og en gennemgang af deres forsikringer. Og med det nye samarbejde kan kunderne i LokalBolig slå to fluer med et smæk.
Fremover kan kunderne i LokalBolig, der har eksisteret siden 2002, blive tilbudt rådgivning på privatforsikringer fra Jyske Forsikring, som er en whitelabel-løsning mellem Købstædernes Forsikring og Jyske Bank. LokalBolig ejes i fællesskab af Jyske Bank og de enkelte LokalBolig-mæglere.
Det betyder, at kunderne i LokalBolig kan modtage forsikrings- og bankrådgivning ved blot at besøge banken, fordi Jyske Forsikrings rådgivere sidder lokalt i alle Jyske Banks filialer i Danmark.
”At købe en bolig er ofte den største investering, man laver i sit liv. Og når man køber eller sælger sin bolig, har de fleste også behov for bank- og forsikringsrådgivning. Med vores nye samarbejde med LokalBolig kan vi gøre den snak mere personlig, fordi kunderne kan samle deres bank og forsikring ét sted,” fortæller Kasper de Choen, salgsdirektør for privat i Jyske Forsikring.
Jyske Forsikring blev skabt i 2021 i et strategisk samarbejde mellem Jyske Bank og Købstædernes Forsikring. I praksis betyder det, at dedikerede forsikringsrådgivere rådgiver og servicerer Jyske Banks kunder om deres forsikringer. Med den nye aftale vil Jyske Forsikring kunne tilbyde rådgivning til Lokalboligs kunder i mere end 60 butikker i hele Danmark.
”Vores fornemmeste opgave er at skabe de bedste rammer for vores kunder, når de skal købe eller sælge deres hjem. Derfor giver det mening for os at indgå et samarbejde med Jyske Forsikring, så kunderne kan føle sig rustede til nye ændringer i hverdagen med den rette forsikring på plads,” fortæller Thomas Andersen, relationschef i LokalBolig.
Samarbejdet trådte i kraft med indgangen til oktober 2023.