Presse
PFA indgår partnerskab med Købstædernes Forsikring
Kunderne i PFA har udsigt til attraktive forsikringer, og erhvervskunderne hos Købstæderne Forsikrings kan se frem til fordelagtige pensionsordninger i det nye samarbejde mellem de to virksomheder, der træder i kraft 1. juni.
Partnerskabet bygger på et gensidigt samarbejde, hvor PFA kan tilbyde sine virksomheds- og privatkunder attraktive forsikringer hos Købstædernes Forsikring, mens Købstædernes Forsikring kan tilbyde sine mange små og mellemstore virksomhedskunder en firmapensionsordning i PFA.
”PFA er sat i verden for at skabe værdi for vores kunder, og det kan vi bl.a. gøre gennem gode partnerskaber. PFA-kunderne får med det nye samarbejde adgang til attraktive forsikringer i Købstædernes Forsikring, der som kundeejet selskab er et værdimæssigt perfekt match med PFA’s kundefællesskab, hvor alt hvad vi gør, kommer kunderne til gode enten i form af bedre service, bedre produkter, konkurrencedygtige priser eller overskudsdeling,” siger Camilla Holm, koncerndirektør, PFA.
”I Købstædernes Forsikring har vi forsikret danskerne siden 1761. Vi er til stede over hele landet og kender virksomhederne og borgernes lokale behov. Sammen med PFA kan vi nu gøre det mere ligetil for vores erhvervskunder at få en bred dækning og kvalificeret rådgivning på endnu flere områder. Vi har opbygget mange års erfaring i at samarbejde med finansielle virksomheder, og det afgørende er, at der er et match omkring værdier og ambitioner – det er der med PFA, og det vil komme vores fælles kunder til gode,” siger Anders Hestbech, adm. direktør i Købstædernes Forsikring.
Øget fokus på økonomisk tryghed
Mens man hos Købstædernes Forsikring har fokus på at mindske eller undgå skader eller ulykker både på jobbet og i fritiden, så forebygger PFA sygdom ved proaktivt at kontakte kunder og rådgive virksomheder om, hvordan de kan højne både fysisk og psykisk trivsel blandt medarbejderne.
”I samarbejdet mellem PFA og Købstædernes Forsikring er gensidigheden et vigtigt element. Ud over at privatkunder kan få adgang til gode forsikringer, så kan endnu flere virksomheder og deres medarbejdere nu få gavn af en firmapensionsordning i PFA. Købstædernes Forsikring hjælper i forvejen mange små og mellemstore virksomheder med deres forsikringer, og de kan nu blive en del af vores kundefællesskab og på den måde få hjælp til at øge sundheden, trivslen og den økonomiske tryghed blandt deres medarbejdere til gavn for både virksomheden og den enkelte,” siger Camilla Holm.
”Vi går sammen om at skabe en lettere hverdag for især små og mellemstore virksomheder. Vores nye fællesskab om pension og forsikring gør det nemt at få gode løsninger for både virksomhed, ejer og medarbejdere. PFA og Købstædernes Forsikring har et fælles fokus på, at både virksomhed og medarbejdere har en god løsning, der sikrer trivsel og stabilitet,” siger Anders Hestbech.
Rabat og fordele til kunder
Alle PFA-privatkunder kan med det nye samarbejde blive fordelskunde i Købstædernes Forsikring og på den måde bl.a. opnå en rabat på 10 pct. Som PFA-kunde i Købstædernes Forsikring kan man derudover få flere eksklusive fordele i form af eksempelvis gratis flytteforsikring og mulighed for at give sin indboforsikring gratis videre til udeboende børn under 26 år. Hos Købstædernes Forsikring kan alle virksomhedskunder få en attraktiv firmapension med sundhedsordning i landets største kommercielle pensionsselskab.
Som en naturlig konsekvens af det nye partnerskab ophører PFA’s hidtidige samarbejde med LB Forsikring 1. juni.