Til sidens indhold

Købstædernes Forsikring leverer solidt overskud, stærk vækst og øget robusthed

Købstædernes Forsikring leverer et solidt overskud for 2025 med et resultat før skat på 217 millioner kroner. Samtidig har selskabet styrket sin langsigtede robusthed gennem at øge reservehensættelserne betydeligt.

Købstædernes Forsikring leverer et solidt overskud for 2025 med et resultat før skat på 217 millioner kroner. Samtidig har selskabet styrket sin langsigtede robusthed gennem at øge reservehensættelserne betydeligt.

Forretningsdelen med privatkunder fortsætter sin markante fremgang med en vækst på 13 procent, hvilket bygger videre på flere års stærk udvikling i en tid, hvor mange danskere aktivt søger alternativer i et marked præget af konsolidering og stigende priser.

“Vi er et kundeejet selskab, og derfor er vores vigtigste opgave at være robuste – ikke at presse priserne op for at få den sidste decimal ud af et nøgletal. Vi træffer beslutninger, der gavner vores kunder på den lange bane, og i år har det betydet, at vi har styrket vores hensættelser betydeligt, samtidig har vi prioriteret udvikling til gavn for vores kunde med henblik på at gøre det let at være kunde i Købstædernes Forsikring. Det er et ansvarligt valg over for kunderne,” siger administrerende direktør Anders Hestbech.

Kundeejet model skaber fortsat vækst 
Væksten på privatområdet er et tydeligt signal om, at flere danskere foretrækker den kundeejede model, hvor fokus er på kundeværdi frem for aktionærafkast.

“Markedet konsoliderer, priserne stiger – og netop derfor er det vigtigt, at danskerne har et reelt alternativ. Vi er 100 procent ejet af vores kunder, som derfor ikke skal betale ekstra for at skabe overskud til investorer. Det betyder, at vi ikke sætter højere priser end nødvendigt, for mest muligt af kundernes indbetalinger skal tilbage til kunderne som erstatninger og service,” siger Anders Hestbech.

Købstædernes Forsikring har stærke partnerskaber med blandt andre PFA, Djøf Forsikring, Jyske Forsikring og Andelskassen samt en lang række andre, der fortsat er stærke vækstmotorer, og samtidig har selskabets egne salgskanaler leveret markant fremgang.

Combined ratio: Driften er stærk
Årets combined ratio lander på 105,7, påvirket af en markant styrkelse af reserverne på 214 mio. kr. Den underliggende drift udviklede sig derimod stærkt, og combined ratio uden reservestyrkelsen på tidligere årgange endte på 93,1, hvilket er meget tilfredsstillende.

“Vores mål er ikke at have den lavest mulige combined ratio. Vores mål er at gøre det rigtige – både for driften og for kunderne. En combined ratio på 93,1 for indeværende år viser, at forretningen er robust og lønsom” siger Anders Hestbech.

Solvensdækningen er opgjort til 247 procent, og hensættelserne er styrket på flere områder – særligt arbejdsskade. Dermed står selskabet robust i et marked med øget usikkerhed.

Investeringerne leverede et meget tilfredsstillende afkast på 297 mio. kr., hvilket sammen med en stærk udvikling i 2025 isoleret, har bidraget væsentligt til årets resultat.

Fokus i 2026: Tydeligere fortælling og fortsat vækst
Købstædernes Forsikring fortsætter sin strategi om at styrke både partnerskaber og egne salgskanaler.

“Vi forventer fortsat vækst i 2026. Flere danskere får øjnene op for, at de faktisk har et valg i forsikringsmarkedet – og at det valg kan være et kundeejet selskab, hvor man hjælper hinanden frem for at tjene penge til en gruppe aktionærer. Samtidig har vi en stærk model med skræddersyede partnerskaber, som vi oplever en flot vækst via,” siger Anders Hestbech.

Nøgletal 2025

  • Resultat før skat: 217 mio. kr.
  • Resultat efter skat: 166 mio. kr.
  • Bruttopræmieindtægter: 1.563 mio. kr.
  • Præmievækst i alt: 5,2 %
  • Privatvækst: 13 %
  • Investeringsafkast: 297 mio. kr.
  • Solvensdækning: 247 %
  • Combined ratio: 105,7
  • Combined ratio (uden afløb): 93,1

Om Købstædernes Forsikring
Købstædernes Forsikring er Danmarks ældste kundeejede forsikringsselskab med mere end 270 års historie. Selskabet tilbyder skadeforsikringer til private og erhvervskunder i hele landet og er ejet af sine forsikringstagere gennem en demokratisk valgt delegeretforsamling.