Undgå tyveri fra din varebil

Tyverier fra varebiler er steget de seneste år

Har du egen varebil, kender du helt sikkert til tyveri af værktøj og materialer. Antallet af indbrud og tyveri fra varebiler er steget de seneste år, og vi ser i større og større grad, at tyverierne foregår organiseret og af professionelle tyve. Det kan have store konsekvenser for virksomheden og medarbejderne, hvis bilen bliver tømt for håndværktøj. Planlagte projekter og arbejde kan ikke udføres, og det tager tid at genanskaffe de stjålne genstande.

Her kan du få rådgivning om, hvordan du kan sikre bilerne.

Sådan sikrer du din varebil

I denne video fra SelectaDNA - Unisecure kan du få flere gode råd om sikring af din varebil:

5 gode råd til at undgå tyveri fra din varebil

1. Sikr døre og vinduer

Gør det besværligt for tyven at komme ind. Du kan fx sætte gitre for vinduerne, så tyven ikke bare kan smadre ruden for at få adgang til varerummet.
Sikkerhedslåse på dørene kan sikre varerummet yderligere, og gitrene vil i nogle tilfælde have den effekt, at tyven undlader at bryde ind i varebilen.

2. Brug DNA-mærkning

En god mærkning på værktøjet, gør det mindre værd for tyvene, og det kan i mange tilfælde betyde, at tyvene helt undlader at bryde ind i varebilen. Mærkningen kan være synlig, hvor du har graveret direkte på værktøjet, eller du kan vælge, at DNA-mærkningen ikke er synlig. Det er vigtigt, at I udvendigt på varebilen ”reklamerer” med, at værktøjer er DNA-mærket.

3. Brug tonede ruder til varerum

Sæt tonede ruder i varerummet, så tyvene ikke kan kigge ind i varerummet udefra.

4. Installér alarm

Installér evt. en alarm i bilen, som sender en SMS til brugeren af bilen, hvis der er nogen, som forsøger at bryde ind.

5. Tænk over, hvor bilen er parkeret

Forsøg så vidt muligt at undgå at parkere på mørke og øde steder om aftenen og natten. Parker gerne, så naboer kan se bilen. Parkerer I varebilerne ved virksomheden, kan I montere udvendig belysning med sensorer, så lyset tænder, hvis der kommer nogen i nærheden af bilerne.