Til sidens indhold

Efterårsvejret kan være hårdt for dit hjem

En ny sæson bringer nyt vejr med sig, og derfor også ting du skal forholde dig til som boligejer. 

Ring til os på 33 14 37 48

Er du i tvivl om, hvordan du er dækket, er du altid velkommen til at ringe til os.

Er du klar til efteråret?

Med efterårets kommen stiger risikoen for en række skader forårsaget af fx vindstød og regnskyl. Men rigtig mange skader kan heldigvis forebygges, og det vil vi gerne hjælpe dig med. 

 

Vi ved af erfaring, at små tiltag kan gøre en stor forskel for, om du får en skade, og vi ser allerhelst, at du helt undgår skader – mest af alt fordi det sparer dig for en masse bøvl. Hvis skaden så alligevel sker, så er vi her selvfølgelig til at hjælpe dig.  

 

Vi har samlet nogle god råd til, hvordan du forebygger de skader, som mange oplever i efteråret. Måske kender du allerede flere af dem, og så bliver du jo bare bekræftet i, at du gør det helt rigtigt. 

3 gode tips til når vejret skifter

1. Følg med i vejrudsigten

Blæser det op, eller er der tegn på kraftig regn, så få trampolinen, havemøblerne og andre løse ting i haven eller på altanen spændt fast, pakket sammen eller fjernet. Sørg også for, at de ting du har i kælderen, er løftet fra gulvet. 

 

Det er også en god ide at tjekke træer og andre større planter for løse grene, der kan gøre skade, hvis de bliver taget af vinden.  

 

Hvis der er et skybrud på vej, kan du med fordel dække gulvafløbet til og lægge sandposer omkring udvendige ventilationsriste og lavt placerede døre og vinduer. 

2. Tjek om noget skal repareres

Vejr og vind slider på bygninger, så inden efterårsstorme og heldagsregn tager alt for hårdt fat, så er det en god idé at få repareret utætheder og andre småskader, så de ikke bliver til større problemer. Tag gerne en inspektionstur rundt om huset, og leg byggesagkyndig i en halv time.  

 

Tjek tag, træværk, murværk og sokkel for revner, afskallet maling og puds. Revner tillader nemlig, at fugt og vand kan trænge ind i huset, og det kan give fugtskader, skimmelsvamp og råd.  

3. Hold afløb, nedløb, riste og tagrender rene

Regnvand er der masser af i det danske efterår, og det er meget vigtigt, at vandet kan blive ført væk fra huset og fundamentet.

Alle de smukke efterårsblade, der lander lige i tagrenden og ovenpå afløbet skal altså fjernes Selvom det måske ikke er en af de mest charmerende opgaver, så skal de tagrender og afløb holdes frie for blade og grene. Det kan være en god idet at få bladfang på dine nedløb.  

Undgå frostsprængte rør

Når den hårde frost rammer, sker der ofte det, at varme- og vandrør fryser til is, og der sker en frostsprængning i dine rør. Og det kan få alvorlige konsekvenser, hvis vandet løber ud. 

3 gode råd  

  1. Hold temperaturen oppe
    Temperaturen skal altid holdes på mindst 17 grader i hele boligen for at undgå, at vandet i rørene fryser til is

  2. Vandrørene skal isoleres
    I længere perioder med hård frost, er det ikke nok, at rørene er i almindelig cirkulation. Derfor er isolering af vandrørene uden for boligens varmezone vigtigt. Det kan fx være på loftet eller i skunken, hvor der bør være 30-40 mm isolering.

  3. Er skaden sket?
    Så skynd dig at slukke for hovedhanen hurtigst muligt. På den måde undgår du, at skaden spreder sig. Hovedhanen sidder ofte ved vandmåleren i bryggerset. 

Har du overvejet en regnvandstønde?

Regnvandstønden er en miljøvenlig løsning til at indsamle og genbruge regnvand. Ved at anskaffe dig en regnvandstønde med tilkobling til et nedløbsrør kan du altså både nedsætte risikoen for vandskader og reducere dit vandforbrug. Du kan bruge regnvandet til toiletskyl, tøjvask, rengøring, bilvask og til at vande have med. Vær opmærksom på, at du ikke må bruge regnvandet til drikkevand, badevand eller til at vande køkkenhave med, hvis grønsagerne spises rå.

Til dig med sommerhus

Er du den lykkelige ejer af et sommerhus, så husk at de samme gode råd gælder her. Følg desuden disse 3 råd for at undgå skader mens sommerhuset står tomt:  

  1. Lad være med at slukke for varmen, når du forlader huset. Hvis huset bliver gennemkoldt, stiger risikoen nemlig for fugt- og rørskader. Hold derfor temperaturen i huset omkring 10-12 grader om vinteren.
  2. Lad dørene inde i huset stå åbne, så varmen kan fordele sig mellem rummene. 
  3. Luk for vandet og tøm rørene, inden du smutter, så du undgår sprængte vandrør, mens du er væk. 

Læs mere om Sommerhusforsikring

Din Indboforsikring dækker også udendørs

Kan du tage det med dig, er du dækket

I store træk dækker din Indboforsikring alle løsdele, du kan tage med i et flyttelæs. Havemøbler, altankasser, krukker, planteredskaber og selv din robotplæneklipper. Hvis noget af dit udendørs indbo går i stykker som følge af fx en storm, dækker vi det.  

 

Og du behøver generelt set ikke låse alting inde. Har du særligt værdifulde ting, er det nok en god idé, at de ikke kan ses fra vejen, så du ikke gør det alt for nemt for tyvene.  

Hvad med de dyre planter og det kostbare træ?

Er de plantet i en krukke, er de dækket af din Indboforsikring. Er de plantet i jorden, er det din husforsikring, der skal på banen. Hos Købstædernes Forsikring dækker din almindelige husforsikring skader på havens planter, mens det mange andre steder kræver en udvidet dækning. Erstatningen afhænger dog af planternes alder. Du kan få betalt udgifterne til nyplantning af højst fire år gamle buske, planter eller træer, og for at få erstatning skal du plante på ny. Du kan altså ikke bruge pengene til andre formål. 

Læs mere i dine vilkår på Mit KF, hvis du vil være helt sikker på, hvordan dit udendørs indbo er dækket.

Har du medregnet havemøbler, da du valgte din selvrisiko?

Er du i tvivl om, hvordan din Indbo- eller Husforsikring dækker, så log ind på Mit KF for at se din police eller læs mere om Husforsikring og Indboforsikring. Har du spørgsmål til dine forsikringer eller indbosum, er du også velkommen til at ringe. 

Ring 33 14 37 48

Fyr forsvarligt op

I de kolde måneder er der intet så hyggeligt som at lune sig foran ilden. Men det er vigtigt, at du gør det rigtigt. Både for din egen, dit hjem og klimaets skyld. Vi har samlet vores bedste råd til, hvordan du nedsætter brandfaren og undgår skadelig brændeovnsrøg i stuen. 

  1. Brug kun tørt brænde i din brændeovn
    Vådt træ afgiver mere sod og kan øge risikoen for skorstensbrand - og desuden forurener det mere. Lægger du vådt brænde i din brændeovn, udnytter du ikke energien i brændet optimalt, da træets høje fugtprocent gør det svært at opnå en optimal, høj forbrændingstemperatur.
  2. Brug små brændestykker
    De opvarmes hurtigere og antænder røggasserne, hvilket reducerer tjæreudslip.
  3. Tilfør rigeligt luft - særligt mens du tænder op
    Det minimerer brandfare og risikoen for løbesod. Har du et meget tæt hus, kan du åbne et vindue på klem for at hjælpe skorstenen med at trække.
  4. Hold altid øje med, at der er synlige flammer
    Dette er for at sikre effektiv udnyttelse af brændet og undgå skadelig røg, sod og unødig forurening.
  5. Brug aldrig malet, imprægneret eller limet træ, og tænd ikke op med brændbare væsker
    Røgen fra fx paller og husholdningsaffald såsom mælkekartoner og brændbare væsker kan indeholde giftige stoffer. Brug kun rent træ og tænd op med gamle aviser, tændblokke og tørre fyrrekogler.
  6. Tænd op fra toppen
    På den måde reducerer du partikeludledningen med op til 80 %

Installér røgalarmer i din bolig, så du kan opdage en brand i tide

Se hvilken alarmtype, du skal vælge, og få gode råd til, hvordan du vedligeholder, monterer og placerer alarmen.

Læs mere om røgalarmer

Når stormen raser

Når vejret viser tænder, så hold øje med husets ”svage punkter”. Sker der alligevel skader, så sørg for at begrænse skaderne ved at dække af og fjerne genstande, så der ikke sker yderligere skade. Kontakt os og anmeld skaden, så den kan blive udbedret så hurtigt som muligt.

Anmeld skade

Relaterede artikler

Tips om lys

Det er blevet moderne med batterilys, men det er alligevel hyggeligt med levende lys en gang i mellem. Vi har et par gode tips til sikkerhed.

Hjælp, jeg har fået rotter

Rotter er et stadig voksende problem. Men der er heldigvis meget du selv kan gøre, ud over at du selvfølgelig har pligt til at melde problemet til kommunen.

Undgå skader - det betaler sig

Vi ved rigtig meget om skader, men endnu vigtigere: Vi ved, hvordan man undgår dem. Tilmeld dig vores nyhedsmail, og få masser af gode råd - direkte i din indbakke.